Interview

Janus fra Fantastiske Forfattere interviewer Christian om hans nye roman; Miraklets Fald

  

Til at starte med: kan du præsentere dig selv? Hvem er Christian Reslow, og hvorfor/hvornår begyndte han at skrive?

Min kære mor plejede at drille mig med, at jeg kom til verden i en toiletkumme og derfor har været nem at imponere lige siden. Om dét er sandt eller ej, det aner jeg ikke - jeg har simpelthen glemt det. Hvorom alt er, så var det i januar 1985, at jeg stiftede bekendtskab med porcelæn første gang. Et år senere snuble-løb jeg omkring, to år senere kævlede jeg løs og tre år senere var 'hvorfor' og 'hvordan' blevet mine yndlingsord. Jeg tror jeg var ret fremmelig, i hvert fald på det rent sproglige område. Og det har så kommet mig til gode i dag.
Jeg har en sadistisk gnaver i mit venstre øre og en hysterisk humorist i det højre, og jeg lader i høj grad mine instinkter råde over mit arbejde, frem for min sunde fornuft. (i hvert fald i første omgang)
Hvornår jeg begyndte at skrive? Selve processen med at skabe en historie, tror jeg, at jeg har udøvet siden jeg kunne gribe om en tusch og kom i nærheden af et stykke papir. Dengang var det nok kun tændstik-mænd der var tale om og der var næppe andre end mig selv, der forstod handlingen i historien (vil onde tunger nok påstå) men begæret var der, det er helt sikkert.
Jeg havde en lang årrække, mens jeg var teenager, hvor alt hvad jeg skrev altid endte i skraldespanden. Hvorfor ved jeg ikke. Det fik min hustru nu hurtigt sat en stopper for, da jeg mødte hende.
Så hvornår begyndte jeg at skrive? Jeg tror jeg har været et sted mellem alderen elleve og tretten, da jeg første gang fuldendte en fortælling på skrift, men beviset er desværre gået tabt. Og hvorfor? Fordi jeg er elsker det.
Forfatteren Christian Reslow er 30 procent fantast, 30 procent humorist og 40 procent psykopat, men som person tror jeg, at jeg er ret normal.

 
Hvordan har oplevelsen været med at få sin debutroman på gaden? Det er
et stort marked - har det været muligt at skabe opmærksomhed om bogen?
Jeg har været ekstremt heldig med mit fund af forlægger. Som et relativt nyt foretagende, føler jeg mig ret beæret over, at de turde antage mig og jeg har været rigtig positivt overrasket over, hvordan hele forløbet med udgivelsen har været. Det har været hårdt arbejde, men det har været sjovt. At høre hvad folk mener om bogen efterfølgende er endnu sjovere.
Markedsføringen er altid nødt til at være lidt ekstra aggressiv, når man skal have sin debut på markedet, for ellers bliver man ganske enkelt ikke bemærket. Igen har jeg kun rosende ord tilovers for min forlægger, der - ligesom jeg selv - ikke skyr nogen midler, for at blive bemærket. Der har været konkurrencer på facebook, en særlig introduktionspris og en masse presseomtale i forbindelse med udgivelsen. Nu forlader jeg mig så blot på, at tilpas mange vil synes om bogen, til at anbefale andre den. Det håber jeg i hvert fald.

 

Hvilken oplevelse synes du, der venter læseren ved "Miraklets fald"?
En god oplevelse (ha ha!). Nej, jeg håber, at læseren vil føle en trang til både at trække i nødbremsen og snyde foran til sidste side, hele bogen igennem. Miraklets Fald skulle meget gerne være en oplevelse, som man ikke behøver lægge mere i, end man har lyst til. Jeg satser på, at mit persongalleri er så elskværdigt, at man som læser vil føle sig tilpas forarget, stødt, pinligt berørt og retfærdigt hævngerrig, når jeg smider dem ud i nogle rigtigt røvsyge situationer. Miraklets Fald har fart på og er af en rimelig længde. Hvis jeg har gjort mit arbejde ordentligt, vil læseren forhåbentligt aldrig nå at kede sig. Hvis man har lyst, kan man begynde at spekulere over teorier og de få større spørgsmål i fortællingen, men det er ikke et krav. Jeg håber, at bogen er godt gammeldags spændende.

 

"Miraklets fald" er din første udgivelse, men du har skrevet i mange
år. Hvad synes du, den bog rummer, som gjorde, at den overskred den
magiske grænse og brød igennem hos et forlag?
Jeg har faktisk slet ikke forsøgt at få noget udgivet særligt længe... Det er sandt, at jeg har brugt mange år på at skrive mine små særheder ned, men jeg besluttede mig først endeligt for at få noget udgivet i 2009. Og der fik jeg næsten øjeblikkeligt min vilje, da jeg fik lov at være med i Forlaget Valetas debut-antologi 'begyndelser'. På daværende tidspunkt havde jeg et manuskript (ikke MF, men et andet) inde hos et andet forlag, og da de afslog den, besluttede jeg mig for at sende den til Valeta også. Det blev dog ikke den, men i stedet Miraklets Fald, der blev antaget og det tror jeg er meget godt. Miraklets Fald er ikke den værste debut, jeg kunne ønske mig. Hvordan den overskred den magiske grænse? Jeg tror, at bogen rummer tilpas meget personlighed og opfindsomhed, til at kunne slå igennem på et meget smalt (og meget kritisk) marked. Jeg tror, at bogens alsidighed vil kunne nå læsere af flere genrer og hvis jeg er heldig, så kan jeg måske fange deres interesse i fremtiden.

 

Noget af det, der slog mig ved "Miraklets fald", var, hvor
kontrolleret den virkede. Hvordan har din arbejdsproces med bogen
været, og hvor meget af den havde du på plads, før du gik i gang med
at skrive?
Først og fremmest tak for komplimenten. Det er ret svært at forklare min måde at arbejde på, medmindre jeg tager den i to halvdele - og derefter i omvendt rækkefølge.
Når mit rå-manuskript er færdigt, så printer jeg det ud, læser det igennem og så skriver jeg hele historien ind igen, denne gang med væsentlige (og forhåbentligt bedre) forskelle. Dernæst printer jeg den igen, lader min hustru læse den og venter ængsteligt hendes dom. Hendes kritik er nok den, jeg lytter allermest til, hvilket hun nok ikke vil give mig helt ret i (ha ha!). Med de nye ændringer bliver manuskriptet printet i tre eksemplarer og sendt til beta-læsning. Når beta-læsernes forslag er blevet overvejet og (i visse tilfælde) taget til efterretning, sender jeg det endelige manuskript til forlæggeren. Og så sender hun mig gudhjælpemig endnu flere forslag! Nuvel, men hele den proces er hovedsageligt den sværeste og den kan tage op til omkring tre måneder (to en halv, i MF's tilfælde).
Selve rå-manuskriptet sidder jeg helt alene med. Jeg bruger folk omkring mig (især min hustru) som sparringspartner, når jeg sidder fast, men langt det meste af arbejdet kan bedst sammenlignes med en form for rus. Da jeg skrev Miraklets Fald følte jeg det meste af tiden, at jeg løb fem hundrede meter bagefter handlingen - i sandaler - og forsøgte at skrive, mens jeg løb. Det var skidesjovt!
Det eneste jeg havde på plads, da jeg påbegyndte historien, var én ide; Et barn stod på et klippeudspring med et reb om halsen. I den ene ende af rebet stod en kvinde (jeg tænkte på daværende tidspunkt, at kvinden muligvis var barnets mor) og i den anden ende var en urokkelig sten. Imellem kvinden og barnet stod en mand, med en kniv i hånden. Hvad der videre skulle ske, anede jeg ikke.

 

Det virker, som om der er lagt en del arbejde i byen Pinaceae Falls,
som en del af historien foregår i, og man kunne formode, at den ville
komme til at optræde igen andetsteds - Er det med i dine fremtidige
planer?.
Ha! Din snydetamp! Jeg burde nok sige, at det vil tiden vise, men jeg har altid haft lidt for nemt ved at tale over mig. Pinaceae Falls er skabt, for better or worse. Og ja, den forbandede by dukker ganske sikkert op igen. Så glæd dig <- Indsæt modbydelig latter her.

 

"Miraklets fald" kaldes en science fantasy thriller - hvad lægger du
selv i den tredelte genrebetegnelse?
Jeg tænker aldrig selv på, hvilken genre jeg befinder mig i, når jeg skriver. Historien bliver til, ligegyldigt om den passer ind i en bestemt genres rammer eller ej og for mit eget vedkommende betyder det ikke så meget. Jeg er dog ret forundret over, at den genrebetegnelse, som bogen i sidste ende fik, skulle være en kombination af tre af mine egne favoritter. Havde jeg fået sneget horror med, så var det helt perfekt. Men så skulle jeg nok have lagt mere vægt på afarterne, tror du ikke? Hvad jeg synes om den? Jeg synes, at den er så speciel, at man som læser forhåbentligt er nødt til at finde ud af hvad den præcist indeholder.

 

Du indrømmer selv en forkærlighed for de fantastiske genrer - hvad er
det, som de kan, som f.eks. socialrealismen ikke formår?
De kan ikke altid noget, som socialrealismen ikke formår... Men ofte.
Vi lever i en verden, hvor vi bliver tvangsfodret med kendsgerninger og sandheder, reality-programmer i fjernsynet og åbenlyse tilståelser fra folk, der ikke kan finde ud af at tabe sig, at enes med sin partner, at gøre rent, at holde styr på sin økonomi, at holde sin have eller opdrage sine børn og kæledyr. En gang imellem er det altså rart, at kunne fordybe sig i en historie om noget, som man ikke har hørt eller tænkt over før. Jeg elsker de fantastiske genrer, fordi de bryder med reglerne for, hvad man kan og ikke kan, hvad der er rigtigt eller forkert og fordi de udfordrer læserens evne til at godtage en virkelighed, som vi ikke kan se hver dag i 'God aften Danmark'.

 

Genrelitteratur bliver ofte set som underlødig litteratur (selv om
krimien da er i vælten for tiden). Hvad synes du, at en
genrebetegnelse giver læser og forfatter?
Ja, det gør den. Men vi ved bedre (ha ha ha!). Mange af mine foretrukne forfattere har en tendens til at sprede sig i et lettere kaotisk mønster henover genrerne, i løbet af deres karriere og det beundrer jeg. Jeg tror, at man som læser hurtigt finder de forfattere, der er i stand til at bevæge én. Og den forfatter holder man så ved, indtil vedkommende til sidst får én skræmt væk med noget ganske oprigtigt makværk.
Når jeg selv skal søge nye forfattere kigger jeg naturligvis også på genrer, men dét, der afgør, hvorvidt jeg køber en bog eller ej, er nok hvor originalt plottet lyder. Hvis idéen er tilpas god, så kan jeg læse stort set alt. Og jeg tror ikke, at jeg er den eneste der har det sådan.
Når det så er sagt, så er min bogreol nu stadig mest præget af de fantastiske genrer. Man er måske ikke altid garanteret et originalt plot, men man kan være sikker på, at forfatteren i det mindste har prøvet at skabe et.

 

"Miraklets fald" foregår (til dels) i USA, og umiddelbart virker den,
som om den er skrevet i en amerikansk tradition. Hvilke forfattere ser
du som dine inspirationskilder?
Miraklets fald var nødt til at foregå i USA, omkring det havde jeg ikke noget valg. Det har intet at gøre med, at jeg beundrer det store land, men simpelthen kun at Anni, Harry, Jack, Tobin og Hal var amerikanere. Jeg kommer til at skrive historier, der foregår i Danmark også, men det bliver når historien byder det. Indtil da må handlingen udspille sig, hvor den nu engang gør.
Det kan næppe overraske nogen, at jeg har læst størstedelen af Stephen Kings samlede værker - eller at jeg holder meget af dem. King driller nemlig læseren med sine krydsreferencer og påskeæg, som kun meget få har været i stand til. Og jeg er tilpas meget nørd til at sætte stor pris på det.
Udover ham kan jeg nævne Howard Lovecraft, Niel Gaiman, Henry Refstrup, Dean Koontz, Douglas Adams, John Wyndham, Richard Matheson, E.A. Poe, Orson Scott, Max Brooks og Dennis Jürgensen. Skal jeg blive ved? Listen er lang.